The Significance of a Horse’s Chest Sling Muscles Biomechanic Research by Hilary Clayton
Abstrakt:
I modsætning til den menneskelige skulder, hvor kravebenene (kravebenene) fastgør armene til kroppen, har en hest intet kraveben. Uden et kraveben har en hest ingen knogleforbindelse mellem forreste lemmer og brystslyngen.
I stedet forbinder stærke muskler indersiden af dens skulderblade til dens brystkasse, som fungerer som slynge og hænger brystet op mellem hestens to forreste lemmer. Brystslyngemusklerne består primært af serratus ventralis thoracis-musklen assisteret af brystmusklerne. Sammentrækning af disse brystslyngemuskler løfter brystslyngen og manken mellem skulderbladene, og hæver manken til samme højde eller højere end krydset.
Når en hest bevæger sig uden ordentlig kontraktion af brystslyngemusklerne, er hestens bevægelse ”ned ad bakke” og på forparten. Brystslyngemusklerne er ekstremt vigtige for dressurhestens selvbæring. Målet med dressurtræning er, at lære hesten at bruge brystslyngemusklerne under hele træningen. Med tiden bliver disse muskler stærkere, og den vedvarende elevation gør det muligt for hesten at skubbe samt holde bagbenene under tyngdepunktet gennem bevægelsen – for at blive endnu mere udtalt og op ad bakke.
Sytten års indsamling af data omkring ganganalyse for dressurheste ved McPhail Center ved Michigan State University, udført af biomekanikforskningsdyrlæge Hilary Clayton, BVMS, PhD, DACVSMR, MRCVS, Undersøgelser for at evaluere en hests krop under samling.
Hun konstaterede, hvor meget vægt, hver af de fire ben, hesten bærer, hvor meget fremdrift der er i hver af benene, betydningen af en hests brystslynge, samt hvor afgørende det er for en rytter at have en velinformeret forståelse af brystslyngemusklernes påvirkning af hestens balance.
I modsætning til den menneskelige skulder, hvor kravebenene (kravebenene) fastgør armene til kroppen, har en hest ingen. Uden et kraveben har en hest ingen knogleforbindelse mellem forreste lemmer og brystslynge.
I stedet forbinder stærke muskler indersiden af dens skulderblade til dens brystkasse, som fungerer som slynge og hænger brystet op mellem hestens to forreste lemmer. Brystslyngemusklerne består primært af serratus ventralis thoracis-musklen assisteret af brystmusklerne. Sammentrækning af disse brystslyngemuskler løfter brystslyngen og manken mellem skulderbladene, og hæver manken til samme højde eller højere end krydset.
Heste i Claytons undersøgelser blev redet i arbejdsramme, i samling og en downhill-ramme for at kontrollere de forskellige fremaddrift af hvert ben. Bevægelsesanalysemarkører blev brugt til at måle bevægelse af brystslynge, hals og kryds samt alle hestens ben under hver datasessioner.
Den gennemsnitlige hest bærer 58 procent af sin vægt på forbenene og 42 procent på bagbenene. Hun opdagede, at hesten skulle lære at bevæge sig ”i balanceret tilstand – op ad bakke” ved at skubbe opad med forbenene.
Bagbenene kan så fungere som de skal, ved at komprimere for at bære mere vægt og ved at give skubbekraft.
Det essentielle er, at den tunge brystkasse være op og af vejen, for at bagbenene kan skubbe.
Brystslyngemuskler og bæring
Brystslyngemusklerne er ekstremt vigtige for dressurhestens evne til samling i balance. Målet med dressurtræning er, at lære hesten at bruge sine brystslyngemuskler under hele træningen. Med tiden bliver disse muskler stærkere, og den vedvarende elevation af brystslyngen gør det muligt for hesten at skubbe og holde sine bagben under tyngdepunktet gennem sin bevægelse for at blive endnu mere udtalt og op ad bakke. Toningen af brystslyngemusklerne øges med en rytter, der balancerer skuldrene under hele træningen og samtidig balancerer med halvparade. Denne hvælving af brystslyngen, hvis den afbalanceres korrekt af rytteren, vil tillade disse muskler at blive stærkere og mere elastiske og hjælpe hesten til at lære at holde sin egen ramme.
Ryttere har en tendens til at tro, at skævheden kommer fra hestens ryg- og bagben. Det er dog hestens serratus ventralis thoracis muskler og dens skulderblade, der også spiller en rolle i skævhedsligningen. Da en hest er stærkere på den ene side end den anden, giver den ene skulder mulighed for at falde ind på et sving eller falde ud på den anden, afhængigt af den stærkere eller svagere side. “Disse muskler,” forklarede Clayton, “vifter ud fra skulderbladet til ribbenene og videre til ryghvirvlerne i bunden af nakken.
Når de forbinder, hæver de manken, så de kommer op i en højere position mellem skulderbladene og hæver også basen af nakken.” “Hos en ung hest er styrken af dens brystslyngemuskler ofte asymmetrisk i venstre og højre side, og det spiller en væsentlig rolle for dens skævhed.
Ryttere skal derfor fokusere på at lære hesten at bruge og udvikle musklerne på dens svagere side for at gøre dem mere symmetriske for balance og bæring. Med tiden vil hesten begynde at balancere i en mere oprejst stilling uden at falde ind eller ud af svingene.” Hun opdagede også, at hestens brystpartier bliver større og bliver stærkere, hvis brystet er afbalanceret i mindre cirkler, korrekte vendinger og sidelæns (lateralt arbejde), fordi disse muskler er vigtige for at holde forbenene i lodret stilling under deres stillingsfase og for at krydse forbenene under deres svingfase.
En hests skuldre og forpart er tunge; Derfor skal en rytter i træning og arbejde hen imod samling med en hest lære at balancere brystslyngen opad, så bagbenene kan komme nedenunder for at give fremdrift og støtte.
Clayton understregede: “Det er balancen i brystslyngen, der tillader skub fra bagbenene at gå gennem hestens krop uden at skubbe den på forparten.”
Position af hest og rytter: position af equipagen
Der er en tydelig sammenhæng mellem rytterens holdning og hestens holdning, når de træner sammen. Hvis rytterens kernemuskler ikke er aktiveret, så vil hestens kernemuskler heller ikke være engageret. Selvom hesten har en klar fordel ved at have fire ben, skal en rytter lære at holde sin egen kropsholdning, for at hesten kan bruge sin egen kernestyrke, som er nødvendig for at holde sit kroppen balanceret.
En hests selvbæring opnås gennem kontrolleret spænding af muskelgrupperne. Der er en muskelring, der slynger sig dybt inde i hesten gennem dens ryg- og mavemuskler, som gør det muligt for den at bevare den runde ryg. Mavemusklerne omslutter maven fra bækkenet til brystkassen til brystbenet. Sammentrækning af disse muskler og rygmusklerne gør det muligt for hesten at være smidig og løs for at frigøre sine ben til at skubbe og bære hele dens vægt.
Ligelig afskub
De fleste ryttere tror, at kun bagbenene har brug for udvikling og skub. Mere præcist skal skub fra bagbenene understøttes af skub opad fra forbenene. Så afskub af bagbenene skal udnyttes af forhøjningen af forparten, så hesten kan præstere med kontrolleret kraft i en balance op ad bakke.