Uanset ridestil høres ofte: hesten skal med bagfra. Men hvad præcist betyder dette?. Det er selvfølgelig rigtigt, men det er ikke helt uproblematisk, hvis det fører til en opfattelse af, at så længe hesten er ”godt med bagfra”, er alt helt som det skal være.
Og hvordan kan det så blive et problem? Det kan det, fordi heste fra naturens hånd bærer ca. 40 % af vægten på bagparten men 60 % på forparten. Forparten har altså et langt hårdere job end bagparten, når hesten skal bevæge sig – og det bliver ikke mindre af, at vi sætter en rytter op, som sidder lige bag skulderen. Derudover sidder hestens ”motor” på bagparten i form af den store, stærke gluteus-muskel, som er den dybeste muskulatur hesten har.
Hvis bagparten bliver bedt om at bruge al sin motorkraft på at tage lange eller hurtige skridt, skal den nok gøre det. Desværre kan forparten ikke automatisk matche bagparten. Hvis bagpartens afskub ikke er afstemt efter forparten kan det resultere i en hest, der ryger på forparten, hvilket belaster forbenene (her er særligt de lange bøjesener og knæ- og kodeled særligt udsatte).
Grunden til dette er, at bagbenene er hestens motor, da bagbenene producerer langt det meste af fremdriften. Ryggen viderefører energien frem til forparten. Forbenene er bla. designet til at kontroller fart, dreje kroppen og medvirkende til at holde balancen- de er ikke designet til protraktion, dvs de er ikke designet til at trække hesten fremad. Graden af fremaddrift fra bagbenene skal derfor være balanceret med aktionen fra forbenene. Forparten skal, under bagbenenes fremdrift, løfte lansemærket op/bagud, for at undgå at lande på forparten. Uden at balancen mellem forpart og bagpart, vil øget fremdrift/fart af bagbenene skubbe hesten på forparten.
Så sætningerne der ofte høres under undervisning; ”mere fart bagfra, mere aktion bagfra” skal helst kun efterleves hvis hesten er stærk nok i den ”svage” forpart, til at løfte forparten korrekt i forhold til bagpartens fremdrift. Ellers vil forparten belastes, da aktion bagfra ikke er = bæring.