Af omvej, er det af flere gange kommet mig for øre, at nogle dyrlæger finder, at jeg blander mig i deres arbejde, at jeg diagnosticerer, eller på anden måde krydser territorium. Da dette ikke er blevet direkte adresseret til mig, vælger jeg at svare på tiltale via dette medie.
En kiropraktisk behandling er symptombehandling hvis muskulærskeletal ubalancer er af en patologisk årsag og/eller af anden årsag med langvarig negativ påvirkning af det muskulære-, og skeletære system. Det værende forkert hovbalance, bughule irritation, sadeltrykning, smertereaktion omkring nyrevæv, mm.
Derfor er det en del af det kiropraktiske arbejde, at få trådene til at hænge sammen mellem dyrlæge, sadelmager, hovsmed mm. hvis dette er nødvendigt.
For at få størst succes ud af en kiropraktisk behandling, er det essentielt, at hesten fremstår så smertefri som muligt. Derved vil kompensatoriske muskelspændinger være så minimale som muligt. Står hesten og spænder op i muskulaturen, grundet f.eks. smerte, vil anspændte kompensatoriske muskler langsigtet påvirke skelettet negativt.
Ved en gennemgående palpering af hestens krop, standes når hestens udviser smertereaktion. Årsagen til smertereaktion skal forsøges findes, hvis muligt, og der henvises til dyrlæge. Ofte spørges fra ejers side om jeg har en erfaring omkring smertereaktions ophav, men i forhold til diagnosering henvises altid til dyrlæge.
Tværfaglighed må være vejen frem, hvilket er ensbetydende med henvisning til flere forskellige fagfolk samt dialog mellem fagfolk. Henvises til dyrlæge, grundet smertereaktion fundet hos hesten, og der er uenighed fra dyrlægens side, forventes kommunikation fra dyrlægens side. Dette sker dog ikke så ofte, som jeg kunne ønske.
Hensigten er ikke at presse en diagnose ned over dyrlægen, blot en dialog omkring hvorfor en hest udviser smertereaktion. For en hest reagerer aldrig uden grund, og hestens adfærd skal ikke negligeres. Så længe en hest reagerer negativt, forsættes søgen efter årsag for denne adfærd. Forklaringer som frækhed, oversensitivitet, kønsbetinget adfærd, eller andre adfærdsvurderinger der bortforklarer hestens adfærd er ikke dækkende.
Det er ikke altid let at finde en årsag for den negative adfærd hos en hest, slet ikke, og til tider kan årsag ikke findes, hvilket er helt forståeligt. Min baggrund er forskellig fra dyrlægens, og derved er min erfaring også forskellig. Dette skulle berige et tværfagligt samarbejde.
Jeg har ingen fordel, bagtanke eller andre spekulative grunde for at henvise til dyrlæge. Heller ikke har jeg økonomiske fordele i at henvise. Det ville ofte være lettere at lade være, og undgå de problematikker der opstår. Men det ville ikke være fair overfor dyrene, og uetisk for en behandler.